Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Undervisningen

Undervisningen

Undervisningen er specialundervisning efter folkeskolelovens §3 stk 2.

I praksis betyder det, at undervisningen følger folkeskolens fagrække, tilrettelagt ud fra elevgruppens niveau og på den enkelte elevs særlige vilkår. 
Undervisningsministeriets vejledende læseplaner og fælles mål indgår i planlægningen af den fagspecifikke undervisning. EMU

Undervisningens tilrettelæggelse

Undervisningens elementer nedbrydes i tydelige detaljer. Korte, konkrete, afgrænsede forløb, der er overskuelige for eleverne.
Der arbejdes med visuel støtte, alternative kommunikationsformer og tværfaglig undervisning.

Lærerne tilrettelægger og fremstiller selv en del undervisningsmidler, så de bliver målrettet til den aktuelle klasse og den enkelte elev.

Undervisningen er tilrettelagt som klasseundervisning, i mindre grupper eller på tværgående hold sammen med elever fra andre klasser.

Da undervisningen skal være konkret og synlig, tager klasserne ofte på ekskursioner og har mulighed for at tage på lejrskoler hvert andet år.

Fremlæggelser med fokus på projektopgaven og den selvvalgte opgave

Det er obligatorisk for 9. og 10. klasse at lave henholdsvis projektopgave og selvvalgt opgave. Der bliver gjort meget ud af disse opgaver, og den enkelte elevs kompetencer tilgodeses. Fremlæggelsen kan ske på mange måder. Det kan være at danse en dans, læse en selvskrevet tekst, fremstille en ost eller synge en sang. Forældre, søskende og ledelse inviteres til denne fremlæggelse.   

Der foregår ligeledes mange andre fremlæggelser i skoletiden, fx hvis en klasse har lavet en videofilm, har øvet en teaterforestilling eller en sang, vises dette i teatersalen. Der holdes løbende udstillinger på gangene, fx kan et valghold, der har syet påklædningsdukker udstilles disse. Eleverne får mulighed for at vise deres produkter frem, hvilket er med til at styrke deres selvværd. Eleverne er stolte af deres fremlæggelse, og disse øjeblikke er noget, de mindes med glæde.

Fælles emneuge en gang om året

Skolens emneuger relaterer sig som oftest til det, der har været i fokus netop dette år. For eksempel var der emneuge om H.C. Andersen, det år han havde 200-års fødselsdag, Astrid Lindgrens 100-årsdag blev også temaet for en emneuge, og det år, hvor det var OL år, blev der holdt olympiske lege på skolen.

I emneugen bliver der arbejdet på tværs af klasser og årgange, og eleverne får på den måde mulighed for at skabe nye relationer.

Dokumentation

På Skovmoseskolen forsøger vi i så høj grad som muligt at dokumentere, hvad der sker i undervisningen. Dette er særlig vigtigt i forhold til vores evaluering af den enkelte elevs læring. Vi understreger dog, at evalueringen ikke kun ses som et slutprodukt, men som et led i læringsprocessen.

Vi bruger dokumentation på flere forskellige niveauer.

Videooptagelser

På skolen optager lærerne ofte deres undervisning for bedre at kunne vurdere, hvor langt den enkelte elev er kommet i sin læringsproces.
Disse videooptagelser kan også benyttes til skolehjemsamtalen for at vise forældrene deres barn i forskellige læringssituationer.

Interviews

I nogle klasser benyttes interviewformen i forbindelse med afslutningen af et emneforløb. Eleven gennemgår sin emnemappe alene med en lærer, og dette videooptages. Lærerne har en mulighed for at vurdere, om eleven har nået de læringsmål, der er sat, og eleverne oplever, at de bliver taget alvorligt samt at deres produkt har en betydning.