Hvordan bliver man optaget på Helhedstilbuddet Skovmoseskolen?
Utrolig mange spørgsmål melder sig, når dit barn skal begynde i skole. Især, hvis dit barn har nogle udfordringer. Det kan føles uoverskueligt og det er svært med kendskab til valgmulighederne. Vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dig til at få det bedst mulige kendskab til Helhedstilbuddet Skovmoseskolen, så du kan se om, det er en mulighed for dit barn.
Hvis du har et barn, som du tænker kan få et rigtig godt skoletilbud på Helhedstilbuddet Skovmoseskolen, skal du som forældre tage kontakt til PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i din kommune, som vil rådgive og vejlede dig. PPR i din hjemkommune skal nemlig udarbejde en indstilling/visitationssag til Pædagogisk Udviklingscenter i Rødovre kommune.
Du er også meget velkommen til at henvende dig og aftale et besøg, så du kan se og høre lidt mere om skolen. Det første besøg tager gerne en times tid, hvor vi viser et par film om skolen, du hører lidt om hverdagen på Helhedstilbuddet Skovmoseskolen og får en rundvisning. Efterfølgende kan vi aftale et besøg, hvor du kan komme på besøg i en klasse.
Når indstillingen/visitationssagen er fremsendt til PUC i Rødovre, vil den blive behandlet i et samarbejde mellem Helhedstilbuddet Skovmoseskolen og PUC i Rødovre. Typisk vil Helhedstilbuddet Skovmoseskolens psykolog, viceskoleleder og afdelingsleder besøge eleven i sit nuværende tilbud og gennemlæse de fremsendte akter og fremsende et svar til PUC i Rødovre, som så sender til den relevante PPR.
De bedste råd vi kan give dig
- Tag så tidligt som muligt kontakt til din PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning)
- Kontakt os for et besøg, så du kan få afklaret om Helhedstilbuddet Skovmoseskolen kan være en mulighed.
- Besøg så vidt muligt andre skoler/tilbud.
- Kom gerne igen for et nyt besøg.